Det svenske ejendomsselskab Cibus Nordic Real Estate har underskrevet en aftale om at købe SG Nordic.
Ejendomsværdien af handlen udgør cirka DKK 2,08 milliarder (cirka EUR 280 millioner).
Cibus Nordic Real Estates kerneforretning er at erhverve, udvikle og forvalte ejendomme af høj kvalitet i Norden med dagligvarekæder som ankerlejere. Det har Cibus Nordic Real Estate gjort i en årrække i Sverige, Norge og Finland.
SG Nordics portefølje består af 34 ejendomme med supermarkeder beliggende i Danmark med udlejningsareal på cirka 76.600 m2. Lejerne er blandt andet Coop Danmark, Salling Group, Dagrofa og Reitangruppen.
Transaktionen forventes afsluttet i løbet af april 2022.
Erez Karti, director & founding partner i SG Nordic:
”For mere end 10 år siden kunne vi se, at der lå en interessant mulighed inden for det supermarked-forankrede ejendomsmarked i Danmark. På det tidspunkt var det en niche uden specialiserede ejendomsselskaber. Siden er det lykkedes os at opbygge en meget solid og diversificeret portefølje, som gennem årene har genereret sikre og voksende cash flows – og bevist sig modstandsdygtig.”
“SG Nordics portefølje er en perfekt strategisk tilføjelse til Cibus Nordic Real Estate og vil gøre dem til en pan-nordisk virksomhed. Vi er glade for, at SG Nordic nu ejes af en professionel specialiseret virksomhed som Cibus Nordic Real Estate.”
“Vores vision har vist sig at holde – ikke mindst i de seneste to udfordrende år. Den supermarked-forankrede ejendomssektor har overperformet i denne periode og er blevet en af de mest eftertragtede.
Det har været en stor tilfredsstillelse at lede og udvikle denne særlige sektor i Danmark med succes. Vi ser frem til at gribe nye udfordringer og muligheder andre steder i verden. Vi er samtidig åbne over for igen at bruge vores erfaring, netværk og kompetencer i Danmark, hvor vi har haft rigtig gode oplevelser.”
“Vi vil gerne takke Søren Wagner (CEO), Chen Buber (CFO) og det nuværende og tidligere team for deres enorme bidrag siden starten af virksomheden. Vi takker også vores rådgivere, Lundgrens, Colliers og EY, for deres professionelle arbejde med denne transaktion.”
For yderligere information og kommentarer kontakt venligst Erez Karti, Director & Founding Partner.
E-mail: erk@sgnordic.com. Tlf.: +44 77 9943 1366